FIND KROPSVIS

Mejlgade 28, over gården, 1.

(ManuVision Huset)

8000 Aarhus C

Email: simon@kropsvis.dk

Tel: 26 66 96 66

Åbningstider:

Mandag: 8.00 - 13.00 

Onsdag: 15.30 - 19.00 ​

Fredag: 10.00 - 15.00

  • White Facebook Icon
  • Hvid Instagram Icon

KONTAKT MIG

© 2019 Kropsvis. All rights reserved.

  • Simon Funder

Prisen for den gode stemning

Opdateret: 22. aug. 2019

Hej, jeg hedder Simon og jeg er konfliktsky.


I det meste af mit liv har jeg for nærmest enhver pris forsøgt at undgå potentielle konflikter.


Helt impulsivt, så hader jeg når vi ikke kan enes. Det gør mig utryg, når folk er uenige med mig og det gør mig utryg når folk er uenige med hinanden.


Det er selvsagt svært, at forhindre andre menneskers indbyrdes uenighed, hvilke dog ikke har stoppet mig i at prøve.


Resultatet har dog sjældent været specielt vellykket, omend det ofte har givet mig følelsen af, at besidde et ganske særligt diplomatisk overblik. Læg mærke til at jeg skriver følelsen af. Jeg tror nemlig ikke mange har bemærket den “vise mand” i hjørnet, som sidder der med alle svarene, men bare ikke lige har modet til at sige dem højt…


Nej, for dér hvor min konfliktskyhed nok er kommet stærkest til udtryk er jo når jeg selv er personlig indblandet.


Det er en ganske ubehagelig følelse, der spreder sig i min krop, når jeg kommer til at sige noget, som en anden person tydeligvis ikke er enig i.


Og min auto-reaktion har altid været: “Træk tilbage! Træk tilbage!”


For Gud da forbyde, at jeg bryder med billedet af ham den gode, overbærende og alt-rummende fyr, som alle holder af og elsker at være sammen med.



Hvad mon de andre tænker?


For Gud da forbyde, at jeg bryder med billedet af ham den gode, overbærende og alt-rummende fyr, som alle holder af og elsker at være sammen med.


Derfor er jeg med tiden blevet ekspert i to ganske særlige strategier: “Forsigtig fremgang” og “Udglatning”.


Forsigtig fremgang er den her teknik, hvor jeg enten venter med at sige min mening indtil jeg kan fornemme, at et overvejende flertal af de tilstedeværende deler samme synspunkt som mig.


Eller, jeg sluser min mening ud i helt små, forsigtige bider og lægger nøje mærke til folks reaktion mens de tygger på dem. Bliver de spist uden at lave grimasser, så kan de godt få lidt flere. Men er der nogen, der ikke bryder sig om dem, så lukker jeg for posen!


Den anden strategi, udglatnings-manøvren, kommer i brug når det er gået galt: Jeg har været for hurtig og delt for mange eller lidt for store bider ud fra en opskrift der ikke smager.


Jeg kan mærke det lige med samme, uroen. Alt i mig får lyst til at lukke ned for det. Hvad der end skal til, så må det gøres. Hvad som helst, så jeg kan få “roen” tilbage.


Typisk trækker jeg i land. Nedtoner det har jeg sagt, over-sympatiserer med modpartens holdning, eller, hvis jeg kan mærke at der absolut ikke er nogen fælles grund at stå på, så lukker jeg ned. Lukker munden og kommer væk derfra — så hurtigt jeg kan.


Den gode stemning bibeholdes. Alle er stadig gode venner. Og jeg kan selv ånde lettet op.


Eller hvad…?


Et stort spørgsmål, som har presset sig på er nemlig:


Er den gode stemning virkelig så god, hvis den ene og alene afhænger af mig?


Hvis relationen mellem mig og et andet mennesker kun flyder, så længe jeg sørger for ikke at sige noget, der kan støde, fornærme eller såre den anden — uanset hvad der så end måtte komme den modsatte vej.



“Jamen, hvad nu hvis han bliver ked af det?”


Mange har f.eks. rigtig svært ved at være helt ærlige over for deres partner.


Kone/mand/kæreste/livsledsager er for mange den næreste relation i livet, og derfor også den relation hvor vores mønstre i størst grad kommer til udtryk og har de største konsekvenser.


Ja, jeg kunne godt have været bedre til, at holde fast overfor kiosk-damen på Samsø, der hårdnakket nægtede, at der skulle være noget i vejen med min Magnum med mandel, på trods af at kæmpe store, hårde frostkrystaller i isen tydeligt talte for, at den havde været tøet op og frosset ned igen.


Jeg gik forbitret derfra med en nagende følelser af, at have givet op på noget, der tydeligvis var mit.


Det havde jeg også. Men konsekvensen — ud over de spildte 28 kr. — var til at overse i det lange løb.


Det er den til gengæld ikke, når du ikke får delt med din partner hvad du reelt har mest lyst til; ikke får sagt til din mor, når hun (igen) er gået over stregen; eller ikke får meldt ud over for din chef, at du allerede har afsat weekenden til det nuværende projekt og faktisk ikke har skyggen af overskud til at tage mere på dig.


Alt sammen i frygt for at skabe konflikt. I frygt for at gøre nogen vrede eller kede af det. Kan du genkende det?


Du kommer til at pakke det ned og suge det til dig. Du blive tilbageholden i dine udmeldinger og dine svar blive vævende.


Du føler ét, men siger noget andet.


Og måske i stilhed sidder du med sorgen og vreden over ikke at blive mødt. At der ikke bliver taget hensyn til dig.


Der er selvfølgelig ikke nemt, når vi er tæt på et andet menneske. Når vi mærker dem så stærkt. Deres behov, bliver til fælles behov, som bliver til dine behov.


Fordi deres humør, bliver til det fælles humør, som bliver til dit humør…


Men selv i de situationer, hvor vi ikke er speciel tæt på det andet menneske, hvor man ikke skulle tro, at behovene så nemt filtres sammen, så bliver det alligevel ofte hurtig mudret til — som regel af os selv.



Der er altid en undskyldning


For hvis vi tager eksemplet med isen på Samsø igen, så kunne man umiddelbart godt tro, at det var nemt at afgøre hvem der havde ret. Jeg blev snydt og hun var en røv, ikke sandt?


Alligevel kører den rundt i hovedet på mig: “Ja, okay, var det nu også så slemt med den is?”


“Er det ikke bare mig, som er lidt mopset og lidt for fintfølende?”


Eller (min favorit): “Jeg er da hævet over, at lade mig gå på af sådanne bagateller. Det burde jeg i hvert fald være!”


Du kan altid finde på en undskyldning for ikke at lytte til dig selv.


Af selv samme utryghed, som jeg startede med at fortælle om, undlader du at stå ved det, der rent faktisk er på spil.


Hvad entet det er af frygt for at blive misforstået, set ned på på, gjort til skamme, skældt ud, blive opfattet som ikke god nok, ikke at have nok at give af, ikke at være afslappet nok, behjælpelig nok, osv., osv.


Så holder du igen på dig selv. Og det kan godt være at det opretholde en eller anden følelse af tryghed, når den “gode” stemning ikke forstyrres her og nu.


Men på sigt glemmer du dig selv. Og selvom det måske føles sådan, så er hverken du eller den anden tjent med, at det bliver gået så meget på kompromis med ærligheden.



Kroppen kæmper med


Og det er ikke bare et følelsemæssigt problem.


Hver gang du holder impulser tilbage, impulser til at sige til eller fra over for noget, impulser for at udtrykke dine behov og dine grænser, så bruger du energi på at holde ud.


Og jo mere du holder ud, jo sværere bliver det, at mærke selve impulsen. Jo mere bliver den pakket ind i det forsvar der bygges op for at stå imod, for at sørge for at “alle har det godt”


Hele dette forsvar sætter sig som en stivhed i kroppen, fordi du hele tiden skal være klar til justere hvad og hvor meget, som bliver lukket ud.


Ikke være for vred.


Ikke være for ked af det.


Ikke være for besværlig.


Ikke være for meget.



Jeg ved ikke om du kan se hvor det er vi bevæger os hen?


Men helt skåret ud i pap, så kommer vi til at kæmpe for at opretholde en stemning i rummet, udelukkende fordi der er hvad der helt umiddelbart føles mest trygt.


Det har bare en kæmpe konsekvens, fordi vi fjerne os fra os selv, og vi fjerner os fra hinanden.


Og du kommer længere væk fra det, som du jo dybest set søger: Ro og fred i dig selv, og god kontakt med dine nærmeste.



“Jeg vil gerne lære at mærke mig selv”


Noget jeg ofte møder i min klinik, er mennesker der gerne vil bliver bedre til at mærke sig selv. Det kan jeg forstå, for det vil vi allesammen.


Udfordringen ligger selvfølgelig i, at hvis du vil mærke dig selv, er du nød til at tage hele pakken med — også de svære ting.


Og så er der bare en særlig finurlighed i, at jo mere vi begynder at udtrykke det vi mærker, jo mere vi begynder at sætte ord og krop på, des bedre bliver kontakten.


Vi kommer nemt til at tro, at vi først må sige det højt, når vi er helt sikre. Men hvornår er vi det? Og hvordan kan vi vide det, før vi har delt det og set reaktionen hos andre og — vigtigst af alt — mærket reaktionen hos selv.



Friheden i at være dig selv


Hvis du har mod på det, vil jeg meget gerne hjælpe dig med, at give slip på de ting som holder dig tilbage.


Det er bare en kæmpe frihed, når vi begynder virkelig at kunne mærke behovene og grænserne, og pludselig føle sig fri nok og stærk nok til at kunne udtrykke dem.


Det en kæmpe frihed når du virkelig begynder at kunne mærke dig selv, stole på det du mærker, og ankerkende det som værende fulstændig, som det skal være!

114 visninger