FIND KROPSVIS

Mejlgade 28, over gården, 1.

(ManuVision Huset)

8000 Aarhus C

Email: simon@kropsvis.dk

Tel: 26 66 96 66

Åbningstider:

Mandag: 8.00 - 13.00 

Onsdag: 15.30 - 19.00 ​

Fredag: 10.00 - 15.00

  • White Facebook Icon
  • Hvid Instagram Icon

KONTAKT MIG

© 2019 Kropsvis. All rights reserved.

  • Simon Funder

Angsten er en flaskehals

Efter at jeg havde arbejdet som kropsterapeut i nogle år, var der noget som gik op for mig.


Når jeg havde mennekser inde, som kæmpede med angst, så endte jeg rigtig tit med at løsne op for spændinger omkring deres hals.


Jeg havde ikke tænkt over, hvorfor det præcis var sådan, men endte alligevel altid med at massere omkring det område, fordi jeg kunne fornemme, at der var noget som “snakkede”.


(At kroppen “snakker” er sådan et rigtig kropsterapeut-udtryk, som egentlig bare betyder, at man som terapeut mærker noget — typisk i form af en fysisk spænding, men også underbygget af, at der er noget mere på spil — at der er noget, som holder igen eller holder ud).


Nå, men så en dag læste jeg en bog (af en terapeut, som jeg selvfølgelig ikke kan huske navnet på lige nu), hvor forfatteren snakkede om halsen, som følelserne “flaskehals”.


Han skrev, at når han behandlede angst, så arbejde han altid primært omkring halsen, fordi det var her proppen sad i.


Man kan vist roligt sige han havde min fulde opmærksomhed, for pludselig gik der op for mig, at angst jo ikke en sygdom — det er et symptom!


Lad mig forklare:


Som kropsterapeut er jeg i den særlige situation, at jeg virkelig får lov at mærke effekten som psykiske/følelsesmæssige udfordringer har på kroppen hos mennesker jeg arbejder med.


Det giver et tydeligt indblik i de fysiske spændninger, blokeringer og smerter, som bygges op, når vi kæmper mentalt i vores liv og hverdag.


Og med det begynder der også naturligt at dukke nogle mønstre op: Som f.eks at angst ofte hænger sammen med stærke spændinger omkring halsen.


Og hvorfor så det?


Alle, der har kæmpet med angst, vil kunne skrive under på, at det er vanvittigt fysisk. På den her bestemt ikke særlig rare måde.


Det er som om alt klemmer sig sammen — især omkring maven og brystet. Det gør ondt, det snurrer og det er svært at trække vejret.


Lidt ligesom følelsen af, at der sker alt for meget inde i kroppen i forhold til hvad der er plads til. Det er en helt masse, som gerne vil ud, men bare ikke kan komme det.


Og det er lige præcis dét, som er tilfældet.


Angst er nemlig den her ophobning af svære følelser, som vi har svært ved, eller ikke ved hvordan, vi skal give udtryk for. Resultatet bliver en form for følelsemæssig overtryk i kroppen.


Tit er det ikke tydeligt for os, præcis hvilke følelser (altså emotioner), som er på spil, men vi mærker i stedet den her meget, meget fysiske del af det.



At give slip vs Holde igen


Derfor oplever mange også, at når vi arbejde med angst, med kroppen i fokus, så begynder de at mærke følelsen af gerne at ville give slip på noget. Samtidig så føles det enorm farligt at give slip og vi vil derfor også mærke trangen til at holde igen, hvilket er grunden til at kroppen spænder op.


Det kan f.eks. være omkring halsen, hvis trangen er at græde samtidig med, at vi ikke har lyst til at græde (fordi der er måske er pinligt, privat, føles svagt eller upassende).


Men uforløste følelser bliver siddende i os, som den her ekstra bagage vi skal bære rundt på, så længe vi ikke ved hvad vi skal stille op med dem.


Og det er måske ikke så mærkeligt, for der er jo hele tiden den her stemme der fortæller os, at vi hverken må være for lidt eller for meget.


Du må ikke grine for højt.


Du må ikke blive for vred.


Du skal tage dig sammen.


Det nytter ikke at gå og flæbe.


Du skal stoppe.


Du skal videre.


Jeg ved godt mange argumentere med: “Jamen Simon, vi kan jo ikke bare gå rundt og være i vores følelsers vold hele tiden!”


Nej, men det er vi da så sandelig heller ikke. I hvert fald ikke udadtil…


Men inden i, så er du jo i dine følelsers vold. Især de af dem, som helst ikke må være der.


De følelser er sjovt nok så også dem, der er sværest at komme af med...


Problemet er jo, at det blive enten eller. Vi holder ud hele dagen — eller hele ugen eller ind til næste ferie — og så lige pludselig, når der er plads til det, så vælter det hele frem.


Og så bliver vi bange og forskrækkede og skamfulde, fordi det hele pludselig føles så voldsomt.


Det fremstår efterhånden ret klart for mig, at sådan noget som angst handler om ophobede følelser, der så engang i mellem når et bristepunkt og vi ender i de her forfærdelige angst-anfald.


Så det vigtigste arbejde vi kan gøre er, at lære at lade det sive.


Det er mit primære fokus, når jeg har et menneske med angst på briksen. Vi giver langsomt plads, så de svære følelser kan komme op til overfladen — og så lader vi det sive ud, dvs. vi lader dem få et udtryk, vi lader dem blive set.


Samtidig med det, så undersøger vi hvordan det føles når kroppen holder imod — f.eks. ved at spænde op i halsen. En reaktion som hidtil er sket, uden at du opdager det, men som du så pludselig bliver opmærksom på.


Det vigtigeste er, hvis du kæmper med angst, at du lærer hvordan det føles når det siver. Den der prikkende, urolige fornemmelse, som ved første “øjekast” ikke er rar, men som vi også hurtig erfarer måske slet ikke er så farlig endda.


Eller de det ord, som kan være svære at sige, fordi det er sårbart og overvældende, men alligevel så forløsende, når de først får lov.


Måske kommer der også nogle tårer. Måske ligger der en gammel (eller en ny?) sorg gemt, som også får lov at sive.


Det er i virkeligheden det eneste som tæller. Og der er helt ok, at det kommer i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Fordi pointen er jo netop, at vi ikke bare skal “slå døren ind”. Det er det der sker ved angst-anfaldende og det er hverken trygt eller på nogen måde nemt at navigere i.


Vi skal give tid til, stille og og roligt, at tage trykket af ballonen og efterhånden vil det føles mere og mere ok, mens det siver.


Og når først den der følelse af frygt eller skam eller forkert-hed forsvinder, er vi nået rigtig langt.


For så er der plads til, at følelserne — også dem du mærker her og nu — kan få lov, og med det forsvinder trykket og med det … forsvinder angsten.



Mærker du “flaksehalsen”?


Jeg ved at for mange er dette en hel ny måde at se på angst, men min erfarring ved briksen fortæller mig efterhånden, at dette er den absolut bedste og mest bæredygtige vej ud af angst.


Ja, det kræver at vi skal konfrontere nogle følelser, som ikke nødvendigvis er rare eller nemme. Til gengæld vil du opleve at kunne stå langt stærkere i dig selv og blive langt bedre og mere tryg i, at navigere i din krop og dine følelser.

39 visninger