Noget af det, som ramte mig mest, var da jeg opdagede, at jeg aldrig lukkede nogen ind. Jeg havde et indre maskinrum, hvor jeg forberedte og finpudsede alting, og kun kom ud, når jeg var sikker på at kunne gøre det perfekt.

Det betød lange, lange stræk hvor jeg gik med alt selv. Alting tog for evigt, eller blev ofte helt opgivet, da jeg ikke tillod mig at få nogen hjælp. Når der var noget jeg ikke havde styr på, så trak jeg mig. Jeg kunne ikke overskue konflikter (jeg var rystende angst for dem) eller at skulle forholde mig til besværlige ting sammen med andre.

For mig var det mest trygt at holde det for mig selv. Selv at få styr på hvad jeg ville sige og gøre, og så komme frem. Hvilket bare gjorde, at jeg gik glip af en hel masse meningsfuld samvær, der jo netop opstår når vi skaber ting sammen.

Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det kunne være anderledes. Men jeg mærkede dog ensomheden, fordi jeg tilbragte så lang tid alene i mit maskinrum, hvorinde jeg var overbevist om at ingen havde lyst til at se mig.

Det skøre var, at jeg var omgivet af mennesker hele tiden. Jeg studerede, boede i kollektiv, festede og var konstant til alle mulige arrangementer, og var (så vidt jeg ved) vellidt. Jeg følte mig bare aldrig rigtig som en del af gruppen og kunne aldrig helt forstå det nære sammenhold, som jeg kunne se andre mennesker havde med hinanden.

Mest af alt følte jeg mig låst. Der var mange ting jeg havde lyst til, men jeg turde ikke af frygt for at blive afsløret i ikke at have styr på det. Mit eneste outlet dengang blev fester og psykedeliske stoffer. Det åbnede godt nok en dør til en måde at være sammen med andre på, jeg ellers aldrig havde turde, men som stadig var enorm ‘u-grounded’ fordi det blev enten-eller. Det tror jeg også forvirrede mange omkring mig, fordi enten var jeg åben og på, men så lige pludselig ville jeg trække mig helt væk. Der var ikke nogen mellemvej.

Selv efter 2 år på min første terapeutuddannelse var mit primære sociale værktøj at præstere. Det var først da jeg mødte Anne Marie, som skulle blive min egen terapeut og mentor gennem de næste mange år, at det gik op for mig, at jeg var nødt til at turde lukke folk ind; vise dem den del af mig hvor jeg ikke havde styr på det.

Det var mega grænseoverskridende og jeg brugte lang tid i terapi på først og fremmest at begynde at mærke mig selv under alle lagene af beskyttelse. Heldigvis blev jeg ved (selvom jeg mange gange havde lyst til at stoppe) og efterhånden begyndte en erfaring at snige sig ind: Det er en gevinst ved det sårbare. En gevinst som hedder ægte, meningsfuld samvær, både med andre mennesker og med livet i det hele taget.

Det store ryk kom da jeg var blevet far til vores to piger med under 2 års mellemrum. For pludselig var ikke engang mit eget hjem længere et sted, hvor jeg bare kunne forsvinde ind i mig selv når det hele blev for besværligt. Jeg var simpelthen nødt til at lære at forholde mig til livet. Her. Og nu.

Samtidig var jeg startet op som selvstændig terapeut. Det har kun forstærket min rejse at skulle lære det selv, samtidig med at skulle hjælpe andre med at finde vej i det. Det vigtigste værktøj jeg har som terapeut er, at jeg har gået stien selv. Jeg kan ikke hjælpe mine klienter et sted hen jeg ikke selv har turde gå. Og jeg kan ikke stå sammen med dem i et stormvejr af følelser uden selv også at have gjort det.

Men der er også derfor, at jeg kan sige, uden nogen tvivl, at den største frihed er ikke at få uroen, og alt det andet svære vi mærker inden i, til at gå væk. Den største frihed er at turde dykke helt ned i det vi mærker, så vi virkelig kan få al meningen og energien med til vores fordel, frem for at det er noget vi skal kæmpe imod. For livet er en del af os, hvad enten vi vil det eller ej.